Den frie konkurrence er sat ud af kraft, når bookingportaler som Hotels.com og Booking.com stiller krav til hotelbranchen om, hvad prisen skal være på hotelværelser. Derfor bør de danske konkurrencemyndigheder gribe ind og forbyde de aftaler mellem hoteller og bookingportaler, der indeholde såkaldte prisklausuler, mener HORESTA.

Kravet kommer som en reaktion på en ny analyse fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, som har undersøgt markedet for onlinebooking af hotelværelser.

HORESTA har længe kæmpet for, at prisklausulerne blev forbudt. De forhindrer nemlig hotellerne i at tilbyde deres værelser til en lavere pris på deres egne hjemmesider, end værelserne bliver solgt til på bookingportalerne. Dermed har hotellerne svært ved at tiltrække gæster via egen hjemmeside for dermed at undgå at skulle betale kommission til bookingportalerne.

”Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen bruger i sin analyse mange kræfter på at dokumentere, at konkurrencesituationen er blevet bedre. Særligt efter at bookingportalerne ikke længere kan stille krav om, at prisen skal være den samme fra bookingportal til bookingportal. Men det ændrer ikke ved, at prisklausulerne bør forbydes, så længe den frie prissætning ikke omfatter hotellernes egne hjemmesider”, siger Katia K. Østergaard, der er adm. direktør i HORESTA.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen skriver i sin analyse, at ”der er en vis konkurrence på markedet for bookingplatforme, men at der er plads til forbedring.”

”Ministeren beskriver en række tiltag, som skal forbedre konkurrencen yderligere. Vi mener, at det vigtigste er helt at forbyde prisklausulerne”, siger Katia K. Østergaard.

Log ind