Datatilsynet vil resten af året blandt andet fokusere på sletning af oplysninger hos private virksomheder. Helt konkret anføres det her, at tilsynet vil kontrollere en hotelkæde. Det fremgår ikke hvilken hotelkæde, der vil blive genstand for kontrolbesøg, da denne type tilsynsbesøg sker uvarslede eller i alt fald med meget kort varsel.

Datatilsynet skriver i tilsynsplanen, at man ønsker at følge op på, om private virksomheder har fået styr på deres sletterutiner, således at de sletter personoplysninger, når der ikke længere er grundlag for at opbevare dem. Det fremgår ikke, om tilsynets fokus vil være på de oplysninger, som man har om gæster eller på de oplysninger, som man har om medarbejdere. Det må formodes at Datatilsynets kontrol vil rette sig mod begge typer af oplysninger. Datatilsynets pressemeddelelse kan læses her.

”Hvis ikke man allerede, på baggrund af den nye persondataforordnings ikrafttræden den 25. maj i år, har fået styr på persondata, kan der set i lyset af Datatilsynets udmelding være yderligere en god grund til at få det,” fortæller HORESTAs erhvervsjuridiske chef, Kaare Friis Petersen.

Hovedreglen med hensyn til sletning af personoplysninger er, at personoplysninger skal slettes, når de ikke længere tjener det formål, som de blev indhentet til. Der er ikke fastsat konkrete tidsfrister for sletning, og det vil bero på en konkret vurdering, hvornår personoplysninger ikke længere tjener det formål, som de blev indhentet til, eller et nært beslægtet formål.

Det afgørende for at gemme oplysninger over længere tid er således, om man fortsat har et sagligt formål med at gemme oplysningerne. Det er nærliggende at gemme f.eks. gæsteoplysninger ud fra den betragtning, at gæsten måske kommer igen, men dette vil i sig selv ikke være et sagligt formål. Det som Tilsynet formentlig vil lægge vægt på er, om man har forholdt sig til problematikken omkring sletning af oplysninger og har en politik på området, mere end det er de konkrete slettefrister.

HORESTA har i en FAQ, som ligger på vores hjemmeside under pkt. 14, 15 og 16 nærmere beskrevet mulighederne for at gemme oplysninger om gæster og medarbejdere herunder, hvilke overvejelser man skal gøre sig i forhold til sletning. FAQen kan læses her (HORESTA login skal anvendes).

Hvis du har spørgsmål omkring persondata er du velkommen til at kontakte HORESTA.

Kaare-1920x1280.jpg
Erhvervsjuridisk chef
Kaare Friis Petersen

Log ind