Flere par holder ferie i Danmark, og det betyder, at turisternes gennemsnitlige ophold er kortere end tidligere. Det viser en ny analyse af VisitDenmark. Dog har turisternes forbrug i Danmark oplevet en enorm vækst, fortæller analysen, som er lavet på baggrund af 14.000 interviews.

Konklusionen lyder nemlig, at der på tværs af både kyst-, storby- og erhvervsturisme er vækst i turisternes forbrug.

Særligt erhvervsturisternes forbrug er vokset eksplosivt. En udenlandsk forretningsrejsende bruger således 3.300 kr. om dagen i 2017, hvilket er 1.350 kr. mere end, hvad tilfældet var i 2014. For de danske erhvervsturister er forbruget nu 2.650 kr., hvilket er næsten 1.000 kr. mere end i 2014.

”Tallene viser tydeligt værdien af erhvervsturisterne, og denne er kun blevet større. Erhvervsturisterne er med deres høje døgnforbrug ikke kun med til at få hjulene til at dreje rundt i turisterhvervet, men i allerhøjeste grad også i tilstødende erhverv som detail og transport m.m. Turisterhvervet er i det hele taget blevet et vigtigt eksporterhverv for dansk økonomi med udsigt til fortsat vækst”, siger Katia K. Østergaard, adm. direktør i HORESTA. 

Den gennemsnitlige feriegæst på et dansk hotel har et døgnforbrug på 2.000 kr. Her er nordmændene og svenskerne med til at trække forbruget op, da de ofte gerne besøger for eksempel København i højsommeren, lyder det i rapporten.

VisitDenmark fremhæver i analysen, at rejsende fra de asiatiske markeder, USA, Norge og Sverige et højere feriedøgnforbrug end dem fra for eksempel Danmark, Tyskland og Holland. 

Læs hele analysen her.

Log ind