Om det er i minibaren, på restauranten eller i turistattraktionernes caféer, så efterspørger kunderne i stigende grad andre alternativer end de traditionelle. Nu er det sågar kommet helt ud i vores adfærd nede i kiosken. Det mener i hvert fald Rachel Krupa, fødevare- og wellnesskonsulent, som er en af kræfterne bag Los Angeles nye kiosk “The Goods Mart”, hvor fokus er på bæredygtighed og økologi. Og tankerne bag kan også sagtens anvendes i hotellets mini-bar.

I The Goods Mart er hyldernes konventionelle chipsposer og to-go sandwiches skiftet ud med alt fra økologisk slush-ice til bæredygtige rengøringsmidler.

Med grobund i markedsundersøgelser, der viser, at 2 ud af 3 unge amerikanere vil betale ekstra for bæredygtig og økologisk mad, rammer The Goods Mart med sine 300 bæredygtige produkter og en vision om at “erstatte den forældede 7-ELEVEN-model med en frisk, socialt bevidst gentænkning af kioskkonceptet” direkte ind i den voksende, miljøbevidste målgruppe.

(Artiklen fortsætter under billedet)

På hotelområdet er sortimentet i minibaren ligeledes noget der benyttes til at skille sig ud. Nogle hoteller bruger det til at styrke forbindelsen med deres lokalområde eller som prikken over i’et i deres brand fortælling. Four Seasons i Singapore har for eksempel et gør-det-selv kit til at lave Singapore Sling cocktails og ispinde lavet på mango og Tiger øl i værelsernes minibar. Hotel Emma i San Antonio har forskellige lokale oste og lokalt bryggede Devil’s Backbone øl.

Ved at indgå partnerskaber med lokale leverandører og virksomheder, holder kioskerne fra The Good Mart og Hotel Emma desuden prisen på de økologiske og bæredygtige produkter nede på et niveau, kunderne er vant til, og som de gerne vil betale.

Perspektivering/muligheder:

- Hvordan imødekommer du gæsternes behov for økologiske og bæredygtige muligheder?

- Hvad skal dine gæster have tilbudt for at jeres branding fortsætter i minibaren?

- Hvordan kan du benytte partnere til at skabe forbindelsen til lokalområdet?

Mere info:

https://www.thegoodsmart.com/


Indlægget er produceret af Experiences by Innovation Lab, som HORESTA samarbejder med i forhold til trends og tendenser. Siden 2001 har Innovation Lab etableret et internationalt netværk bestående af tæt på 2500 personlige kontakter inden for verdensomspændende forskning, produktudvikling og iværksætteri. Viden og netværk bruges til at gøre udviklingen relevant og brugbar, så den kan omsættes til konkrete tiltag og værdifulde nye produkter og tjenester. De internationale trends er kurateret af Jarle Fink Kondrup, ekspert i teknologi og oplevelser, som er Innovation Labs spydspids indenfor turisme, retail og forretningsudvikling.

Log ind