Hos Aprilli Design Studio i Los Angeles arbejdes der lige nu på at udvikle en hybrid mellem en selvkørende bil og et hotelværelse: The Autonomous Travel Suite.

Det selvkørende hotelværelse er designet som en del af et større ‘Autonomous Hotel’, hvor bilen, når den ankommer til hotellet, kører ind ad en rampe og hæfter sig på det øvrige hotel. Således bliver hotellet større, jo flere hotelværelser, der hæfter sig på.

The Autonomous Travel Suites vil indeholde memory-skummadras, badeværelse, køkken, minibar samt arbejds- og afslapningsområde. Suiterne er designet i forskellige størrelser, der kan rumme alt fra solorejsende til hele familier. Suiten kører på el og lades op, når den hæfter sig på det større hotel. Der er dog endnu ingen forlydende om, hvor længe batteriet vil holde, ligesom prisen for en nat på det selvkørende hotel heller ikke er sat, men udviklerne siger, at det vil være billigere end mange andre løsninger, fordi de netop kombinerer prisen for transport og overnatning.

(artiklen fortsætter under billedet)

Designet af hotel-/bilhybriden er en af finalisterne i den årlige hoteldesign-konkurrence fra Radical Innovation, som består af en gruppe turisme- og designeksperter, der investerer i transformativ industriteknologi.

Muligheder/perspektivering:

Hvordan kan du gentænke kundens oplevelse ved at skabe løsninger, hvor du kombinerer din ydelse med en anden ydelse i gæstens værdikæde og/eller kunderejse?

Læs mere:

https://www.cntraveler.com/story/self-driving-hotel-rooms-may-soon-become-a-reality


Indlægget er produceret af Experiences by Innovation Lab, som HORESTA samarbejder med i forhold til trends og tendenser. Siden 2001 har Innovation Lab etableret et internationalt netværk bestående af tæt på 2500 personlige kontakter inden for verdensomspændende forskning, produktudvikling og iværksætteri. Viden og netværk bruges til at gøre udviklingen relevant og brugbar, så den kan omsættes til konkrete tiltag og værdifulde nye produkter og tjenester. De internationale trends er kurateret af Jarle Fink Kondrup, ekspert i teknologi og oplevelser, som er Innovation Labs spydspids indenfor turisme, retail og forretningsudvikling.

Log ind