Medarbejdere med over 25 års anciennitet er særligt beskyttede mod opsigelser på grund af arbejdsmangel, men må man som arbejdsgiver sætte dem ned i tid?

Det skulle Afskedigelsesnævnet for nyligt tage stilling til, og arbejdsgiveren fik medhold, da årsagen til at sætte medarbejderen ned i tid var sagligt begrundet, og virksomheden havde gjort sig tilstrækkelige overvejelser om alternative løsninger.

Afgørelsen er ifølge advokatfuldmægtig Pernille Arreskov-Hansen et godt eksempel på, at selvom medarbejdere med over 25 års anciennitet er særligt beskyttede, afskærer det ikke en arbejdsgiver fra at opsige eller varsle disse medarbejdere ned i tid, hvis opsigelsen er sagligt begrundet og i øvrigt sker begrundet i nødvendige driftsmæssige hensyn. 

Sagen kort

Sagen omhandlede en klinikassistent ansat i en tandklinik. Efter en af tandlægerne stoppede i klinikken, måtte klinikken erfare, at der ikke var nok arbejde til klinikassistenterne, og det blev derfor besluttet, at deres arbejdstid skulle reduceres med 12 timer om ugen.

Klinikken overvejede en fælles løsning, hvor nedsættelsen af timerne blev fordelt imellem alle klinikassistenterne. Syv af klinikkens assistenter afviste dog denne model, og ledelsen vurderede derfor, at man måtte foretage en vurdering af hver enkeltes kompetencer, arbejdsopgaver og faglige kvalifikationer for bedst at kunne vurdere, hvilken klinikassistent, der skulle varsles ned tid.

Valget faldt på en medarbejder med 25 års anciennitet, da det var denne klinikassistents arbejdsområde, der var berørt af arbejdsmanglen. Klinikassistenten fik sin ugentlige arbejdstid varslet ned med 10 timer, hvilket hun ikke ville acceptere, og hun meddelte derfor virksomheden, at hun betragtede sig som afskediget.

Sagen blev indbragt for Afskedigelsesnævnet, hvor klinikassistenten mente, at virksomheden ikke havde haft en saglig begrundelse for at varsle netop hende ned i tid. Hun mente desuden, at virksomheden ikke havde de særlige hensyn, der gælder ved afskedigelse af en medarbejder med over 25 års anciennitet.

Virksomheden var dog af den overbevisning, at man havde forsøgt andre løsninger bl.a. med en kollektiv nedsættelse af arbejdstiden, hvilket ikke viste sig muligt. Virksomheden argumenterede også med, at de øvrige medarbejdere enten var særligt beskyttede, var nøglemedarbejdere eller kulturbærere på klinikken, og klinikken kunne derfor ikke undvære disse.

Afskedigelsesnævnet kom frem til, at virksomheden havde været opmærksom på den særlige beskyttelse af medarbejdere med 25 års anciennitet, og at de overvejelser som virksomheden havde gjort sig inden de varslede klinikassistenten ned i tid var sagligt begrundede og baserede sig på nødvendige driftsmæssige hensyn.

Valget af at det netop var klinikassistenten som skulle varsles ned i tid var derfor sagligt begrundet, og tandklinikken blev frifundet.

Det er vigtigt at understrege, at sagen ikke er ført af HORESTA og ovenstående nyhedstekst kan derfor ikke erstatte juridisk rådgivning. For yderligere spørgsmål kan medlemmer altid kontakte HORESTA’S juridiske callcenter på tlf. 3524 8040.

Log ind