Det er et kæmpe problem for det danske samfund, at forhandlingerne om at skaffe mere udenlandsk arbejdskraft til Danmark i går brød sammen.

Det siger HORESTAs adm. direktør, Katia K. Østergaard, i en kommentar til forhandlingssammenbruddet i går.

Forhandlingerne tog afsæt i 21 forslag fra regeringen, hvoraf det centrale handlede om at sænke den såkaldte beløbsgrænse fra 418.000 til 330.000 kroner. Beløbsgrænsen er det beløb, en medarbejder fra et ikke-EU-land skal have i årsindkomst for at kunne opnå arbejdstilladelse her i landet.

”Hotel- og restauranterhvervet har skabt rekordmange arbejdspladser siden finanskrisen, og alt tyder på, at væksten vil fortsætte de kommende år. Men gennem de senere år har manglen på blandt andre kokke og tjenere været så stor, at omkring ti procent af virksomhederne i branchen har måttet sige nej til ordrer. Det er selvfølgelig helt uholdbart, og vi frygter, at problemer nu bliver endnu større”, siger Katia K. Østergaard.

Hun undrer sig over, at der ikke er flertal på Christiansborg for at skabe de vilkår for dansk erhvervsliv, der skal til at sikre væksten og dermed på længere sigt velstanden.

”Det er både uansvarligt og helt uforståeligt. Fagbevægelsen bliver ved med at tale om, at vi bare kan bruge den ledige danske arbejdskraft først. Tro mig; det ville vi som erhverv da hellere end gerne gøre, det giver jo sig selv, at det ville være meget nemmere end at hente arbejdskraften fra 3. lande. Faktum er bare, at vi modtager meget få ansøgninger fra kvalificerede ledige og at vi derfor er nødt til at have et større rekrutteringsgrundlag”, siger Katia K. Østergaard.

Hun kritiserer fagbevægelsen og visse politikere for at tale om ”social dumping” i forbindelse med tiltrækning af udenlandsk arbejdskraft.

”Det er en absurd påstand, at vi hellere vil have udenlandsk arbejdskraft end dansk, fordi det er billigere. Når der arbejdes under en kollektiv overenskomst er lønnen den samme for alle, uanset hvilken nationalitet medarbejderen har. En årsløn på kr. 330.000, som regeringens forslag lagde op til, ligger væsentligt over minimallønnen fastsat i en meget stor del af overenskomsterne på det danske arbejdsmarked, så det er mig helt ubegribeligt, hvordan man kan kalde dette for ”social dumping”.

Blandt forslagene fra regeringen var også et ønske om at fjerne mange af de bureaukratiske snubletråde, som erhvervslivet må leve med ved beskæftigelse af udenlandsk arbejdskraft.

”Når det nu ikke kunne lade sig gøre at lave en aftale om en nedsættelse af beløbsgrænsen, så kunne man i det mindste have fundet sammen om at gøre det mindre bureaukratisk at beskæftige udlændinge. Det er alt for komplekst i dag, og risikoen for utilsigtet at begå fejl med store bøder til følge er urimelig stor”, siger Katia K. Østergaard.

Et flertal i Folketinget indgik sidste år en aftale om at få gjort op med bureaukratiet på området, uden at det foreløbig har ført noget konkret med sig.

”Men det vil vi selvfølgelig holde partierne op på”, siger Katia K. Østergaard.

80.000 ledige hoteljobs i USA

USA’s hotelbranche kæmper for at skaffe flere medarbejdere, i år forventes ansat 45.000 nye. Manglen på arbejdskraft tvinger lønningerne op, det kan betyde dyrere hotelovernatninger.

Log ind