Har din virksomhed gjort brug af såkaldt ’sporadisk lønindberetning’, dvs. hvor der kun er indberettet løn i de måneder, hvor der faktisk er udbetalt løn til ansatte (A-skat og am-bidrag), mens der i de måneder, hvor der ikke er udbetalt nogen løn til medarbejder, ikke er sket nogen form for indberetning til SKAT?  Dette kan være tilfældet for virksomheder, der kun har åbent en del af året, for eksempel sæsonåbne virksomheder.

Fra den 1. januar 2019 ophører denne mulighed, og derfor skal virksomheder fremover lave en såkaldt nul-angivelse i de måneder, hvor der ikke udbetales løn til ansatte.

Det bemærkes, at det er selve virksomheden, som har haft mulighed for at være registreret med sporadisk lønindberetningsmulighed, dvs. at det ikke er den enkelte ansatte. der har kunnet være registreret med sporadisk indberetningspligt.

Og det kan blive dyrt, hvis man glemmer det.

Ændringen skal sikre, at virksomheders lønindberetninger fremover sker korrekt og rettidigt. Samtidig får Skattestyrelsen bedre mulighed for at føre kontrol med lønindberetningerne.

Automatisk omregistrering af indberetningspligt

Virksomheder, der i dag kun har pligt til at indberette løn i måneder, hvor der reelt er sket en lønudbetaling, vil automatisk blive omregistreret pr. 1. januar 2019. De pågældende virksomheder vil herefter alle have pligt til at indberette løn på månedlig basis. Med  ”månedlig basis” henvises der ikke til kalendermåneden, men til den normale lønperiode, som anvendes af virksomheden. Det væsentlige er, at der sker indberetning indenfor de rettidige frister.

Skattestyrelsen oplyser virksomhederne om omregistreringen, og virksomhederne skal i udgangspunktet ikke selv gøre noget i den forbindelse. Men det skal de fremadrettet.

Hvis virksomheden efter 1. januar 2019 ikke selv sørger for at lave en nul-indberetning i måneder uden lønudbetalinger, vil Skattestyrelsen gå ind og foretage et skøn og foretage en foreløbig fastsættelse. En manglende indberetning udløser samtidig en afgift på 800 kr.

Fakta

- Ændringen sker pr. 1. januar 2019.

- Omregistreringen sker automatisk og som virksomhed, skal man ikke selv foretage sig noget i den forbindelse.

- I januar 2019 skal der alene indberettes til eIndkomst, hvis der er udbetalt løn i december 2018 (der skal ikke foretages nulindberetning). Det vil sige efter de nuværende regler.

- Den 11. februar er første indberetningsdato (løn for januar 2019) efter, at de nye regler er trådt i kraft.

Kaare-1920x1280.jpg
Erhvervsjuridisk chef
Kaare Friis Petersen

Log ind