Regeringen indgik i fredags en aftale med alle Folketingets partier, som indebærer en større fokus på grønne løsninger frem mod 2030. Desuden indeholder aftalen lempelser af afgifter på el og elvarme for næsten 2 mia. kr.

HORESTA glæder sig over disse lempelser, som blandt andet kommer landets hoteller til gavn:

”Der er et behov for at rydde op i erhvervslivets afgiftsjungle, hvor blandt andet hotel-, restaurant- og turismeerhvervet er præget af et meget højt afgiftsniveau på energiområdet. Her er dette forlig, og de 2 mia. kr. til lempelser af afgifter på el og elvarme, et skridt i den rigtige retning”, siger Kirsten Munch, politisk direktør i HORESTA, og fortsætter:

”Med afskaffelsen af det såkaldte bilag 1 får en række liberale erhverv får en lavere afgiftssats og bliver ligestillet det øvrige erhvervsliv. Regeringen har med deres Erhvervs- og Iværksætteraftale fra efteråret allerede tilkendegivet, at de også vil lempe hotelerhvervets unfair energiafgifter. Det afventer netop nu godkendelse fra EU”, siger Kirsten Munch, politisk direktør i HORESTA.

Hun glæder sig over, at energiforliget har fokus på grønne løsninger, som kan være med til at styrke Danmarks klimavenlige omdømme.

”Vores miljøvenlighed er hvert år med til at trække mange turister til landet”, lyder det fra HORESTAs politiske direktør.

Fra finansministeren lyder det:

”Vi har landet en bred og ambitiøs energiaftale, som sikrer tempo og ambition i realiseringen af den grønne omstilling. Med aftalen muliggør vi, at danskerne kan få dækket deres elforbrug i 2030 helt af vedvarende energi. Samtidig har vi leveret på ambitionen om, at den grønne omstilling sker, så den forbedrer den enkeltes økonomi og understøtter en bæredygtig samfundsøkonomi. Den balance var en vigtig prioritet for aftalen", siger finansminister Kristian Jensen.

 

Energiaftalen indeholder blandt andet følgende initiativer:

Nedsættelse af elvarmeafgift

Parterne er enige om at lempe elvarmeafgiften med 15,2 øre/kWh fra 2021 (2018-priser). Således lempes elvarmeafgiften fra 30,7 øre/kWh til 15,5 øre/kWh fra 2021 og frem (2018- priser). Med lempelsen følges op på aftalen om Erhvervs- og iværksætterinitiativer.

Nedsættelse af elafgiften

Med Energiaftalen lempes den almindelige elafgift med 4 øre/kWh i 2019-2022, 7 øre/kWh i 2023, 8 øre/kWh i 2024 og 14 øre/kWh i 2025 (2018-priser). Som følge af aftalen vil elafgiften således udgøre 77,4 øre/kWh i 2025 (2018-priser).

 

Læs mere om energiforliget her.

Log ind