Må man som virksomhed søge efter en ’23-årig bartender’? Det svar fik en virksomhed afgjort for nyligt i en sag.
Advokat i HORESTA, Karina Lafrenz, forklarer kort reglerne på området:
”Som virksomhed må man ikke forskelsbehandle jobansøgere og ansatte for eksempel på grund af deres alder, medmindre der er et lovkrav eller en overenskomst, som nødvendiggør en bestemt alder/differentierer på grund af alderen. Sker der imidlertid forskelsbehandling, hvor der ikke foreligger en nødvendig betingelse for alderen, kan det udløse et godtgørelseskrav.”
Bartender på minimum 23 år
For nyligt søgte en virksomhed efter en ansvarshavende bartender. Af stillingsopslaget fremgik det blandt andet, at ansøgeren skulle være mindst 23 år og have erfaring fra nattelivet eller servicebranchen. Yderligere fremgik det, at alle ansøgninger ville blive besvaret.
En ansøger anførte i sin ansøgning, at han var 22 år, og at han igennem de seneste par år havde stiftet kendskab til klub- og servicebranchen. Blandt andet havde han arbejdet to år som tjener, hvor han havde et vist ansvar som restaurantansvarlig i en periode. Yderligere havde han været bartender hen over sommeren.
Da ansøgeren ikke fik svar på sin ansøgning, indgav han en klage til Ligebehandlingsnævnet, fordi han mente, at han var blevet fravalgt til stillingen på grund af sin alder.
Virksomheden oplyste, at årsagen til formuleringen i stillingsopslaget skyldtes, at de generelt ved ansættelse af ansvarshavende bartendere fastsatte et alderskrav på minimum 23 år, da den ansvarshavende skulle assistere manageren på restaurationen. Hertil kom, at virksomheden havde en alkoholbevilling efter de gamle regler, som gjorde, at manageren skulle være fyldt 23 år, men dette vedrørte ikke alderen på bartenderne.
Ligebehandlingsnævnet kom frem til, at stillingsopslaget var i strid med forskelsbehandlingsloven, da der fremgik et alderskrav af opslaget, og der var ikke en lovlig grund til alderskravet, hvorfor ansøgeren var blevet forskelsbehandlet. Dette kostede virksomheden en godtgørelse på kr. 12.500,00.
HORESTA-medlemmer kan kontakte HORESTA for nærmere rådgivning for at undgå forskelsbehandling ved at ringe til vores juridiske callcenter på 35 24 80 40.
SENESTE NYHEDSBREV
BRANCHENYHEDER
PRESSEKLIP
-
Taxa-mangel tvinger restauranter til alternativ løsning
16-04-2024
-
Horesta varmer op til landdistriktsudspil
16-04-2024
-
Hotel Fuglsøcentret har ansat ny køkkenchef
16-04-2024
-
Forlystelsespark går grønt med ny teknologi
16-04-2024
-
Jakob er vendt hjem som chef for Hotel Norden i Haderslev
16-04-2024
-
Billund Lufthavn øger betaling markant: Så meget dyrere bliver det at bruge lufthavnen
16-04-2024
-
Brøndums Hotel indgår nyt stort samarbejde
16-04-2024