af HORESTAs formand Jens Zimmer Christensen

Turisme- og oplevelseserhvervet er et fantastisk branche. Hver eneste dag mødes kulturer, og uforglemmelige oplevelser skabes. Og i Danmark er det kun fantasien, der sætter grænser for oplevelserne, når en gæst ankommer til vores lille land. Det viste vores branche i 2018, og det kommer vi også til i 2019.

2018 blev endnu et år med vækst i det samlede antal af overnatninger. Samtidig havde restauranterne en rekordhøj omsætning. Det er vi næsten blevet vant til, men det kommer ikke af sig selv. Det er et stort cadeau til arbejdet i virksomhederne på tværs af hele branchen. For det er jeres fortjeneste, at det aldrig før har været så interessant at besøge Danmark, som det er i dag.

Ved HORESTAs Årsdag omtalte en udenlandsk taler Danmark og København som madens Silicon Valley med henvisning til, at det er her udviklingen af gastronomien og restaurantoplevelsen er længst fremme i hele verden. Et kæmpe kompliment til den danske madscene, og jeg mener, at han har ret. Erhvervet er professionaliseret de senere år, og kvaliteten har aldrig været bedre i de danske restauranter, end den er i dag. Derfor er det også glædeligt, at gæsterne kvitterer, for de har aldrig gået mere ud at spise, end tilfældet er nu.

Hotelerhvervet står bestemt heller ikke stille. Faktisk står vi på tærsklen til en ny virkelighed. Mange nye værelser så dagens lys i 2018, men det er intet mod, hvad vi vil være vidner til de kommende år. Der er ingen tvivl om, at det vil skærpe konkurrencen, og belægningen vil komme til at se anderledes ud. Men det er også nu fundamentet skabes for at tage dansk turisme til et nyt niveau. Et niveau, hvor antallet af glade gæster tager trespring mod højder, som vi ikke tidligere har set. Det er en virkelighed, som vi alle kan få glæde af i fremtiden, hvis vi sammen kæmper for at gøre kagen større i dag. Det starter med at give uforglemmelige oplevelser til de gæster, som besøger os nu, så de kan sprede ordet til de gæster, som vi får i morgen.

Turismen har vokset sig til et vigtigt eksporterhverv på ryggen af en branche med stærke virksomheder. Skal udviklingen fortsætte, kræver det løsninger og svar på nogle af de store udfordringer, som vi oplever i hverdagen. Hvor skal vi for eksempel få den kvalificerede arbejdskraft fra? Hvordan imødekommer vi forbrugernes nye krav til bæredygtighed? Og hvilke løsninger er nødvendige for at håndtere konkurrencen og udfordringerne fra bed and breakfast og bookingportalerne?

Med nogle af disse udfordringer ligger løsningen flere år ude i fremtiden og vil kræve samarbejde på internationalt plan. Andre af temaer står vi midt i, og de kommer alle til at stå højt på HORESTAs agenda for det kommende år. Det gælder blandt andet tiltrækning af kvalificeret og motiveret arbejdskraft samt markedsføring af Danmark, så glade gæster kan fylde vores mange nye hotelværelser, som vi er stolte af at have skabt i erhvervet.

Det er nogle af grundene til, at der også i 2019 bliver brug for et stærkt HORESTA. Vi kan ved indgangen til det nye år glæde os over, at vi står stærkere end nogensinde med tilgang af både nye og etablerede virksomheder – danske såvel som udenlandske brands. Men HORESTA opnår ikke resultater uden en stor og engageret indsats fra medlemmerne, som involverer sig aktivt i vores arbejde. Jer vil vi gerne takke, og vi ser frem til samarbejdet det kommende år.

I HORESTA vil vi gerne ønske alle medlemmer og jeres familier en glædelig jul og et lykkebringende nytår.

Log ind