Klager fra en kunde 
Hvis du modtager en klage fra en kunde med mistanke om madforgiftning forårsaget af mad fra din virksomhed, skal du udfylde en fejlrapport i din egenkontrol med oplysninger om:

  • Navn, adresse og telefonnummer på klager
  • Oplysninger fra klager om tidspunkt, mad og sygdomssymptomer
  • Du skal kontakte fødevareregionen straks og notere navn på den pågældende tilsynsførende
  • Du skal opfordre kunden om straks at kontakte egen læge med henblik på prøveanalyser
  • Du skal følge op på henvendelsen og notere kundens tilbagemelding i din fejlrapport

Egen mistanke
Hvis du selv får mistanke om, at maden i din virksomhed er til fare for kundernes sundhed eller har forårsaget en konkret madforgiftning (for eksempel en syg medarbejder har smittet maden med sygdomsfremkaldende mikroorganismer), skal du udfylde en fejlrapport og straks kontakte fødevareregionen. 

Hvis maden ikke er spist eller kasseret, skal du gemme madresterne, så der er mulighed for at analysere den, enten af fødevareregionen eller ved egen laboratorieanalyse.

Norovirus

Norovirus er en hårdfør virus der giver akut diarré og opkastning. I Danmark kaldes sygdommen med norovirus for roskildesyge første sygdomsudbrud var i Roskilde i 1936.

SÅDAN SMITTER NOROVIRUS

Norovirus smitter både direkte fra person til person via opkast eller afføring, og indirekte via fx grydeskeer, håndtag m.m., vand og fødevarer. 

Ganske få viruspartikler (10-100) kan være nok til, at man får Roskildesyge. Smittede personer udskiller meget virus via afføring og opkast (1 million til 1 milliard partikler pr. gram). Personer kan smitte op til to dage efter, de er blevet raske. 

Normalt bliver mellem 30% til 80 % af dem der udsættes for smitte, syge. 

HVILKE FØDEVARER KAN MAN BLIVE SYG AF?

Alle fødevarer, som kommer i kontakt med virus, kan gøre mennesker syge. 

Virus kan forurene fødevarerne i alle led fra produktion til servering. Det sker oftest ved brug af forurenet vand eller ved smitteoverførsel fra en syg medarbejder. 

Fødevarer, der har givet udbrud af roskildesyge, er skaldyr, især rå østers, salat, frosne hindbær, delikatesse mad, bageriprodukter og drikkevand. 

UNDGÅ NOROVIRUS

God køkkenhygiejne og god personlig hygiejne ved madlavning er nøgleord, hvis man vil undgå at blive syg af norovirus og undgå at smitte andre med norovirus. Fx bør man altid skylle frugt og grøntsager grundigt, og vaske hænder hyppigt ved madlavning. 

Norovirus er meget modstandsdygtige og tåler fx frysning og de fleste kemiske behandlingsprocesser. Men norovirus overlever ikke kogning eller klor i høje koncentrationer. 

KOG FROSNE HINDBÆR

For restauranter og storkøkkener gælder det, at frosne hindbær skal opkoges i et minut inden brug i mad som ellers ikke er varmebehandlet, f.eks. desserter og lagkager

UNDGÅ AT LAVE MAD VED SYGDOM

Hvis man er syg af norovirus og umiddelbart efter, man har været syg, bør man ikke tilberede mad til andre mennesker. Man kan nemlig smitte andre via fødevarer. Ifølge Fødevareloven må personer, der kan overføre smitte ikke have med fødevarer at gøre.

  • Bliv hjemme fra arbejde, hvis du har – eller lige har haft – Roskildesyge (48 timer efter du er symptomfri). 
  • Vær særlig opmærksom på hygiejnen, hvis dine bofæller ligger med Roskildesyge
  • Vask altid hænder med vand og sæbe efter toiletbesøg og hyppigt ved madlavning.

Husk også:  

  • Kog frosne hindbær, som du bruger til smoothies, desserter og andre fødevarer, der ikke bliver varmet op.
  • Tag særlige forholdsregler ved spisebuffeter.
  • Skyl frugt og grønt grundigt.
  • Gør ekstra grundigt rent, hvis personalet har haft Roskildesyge.
GODE HYGIEJNERÅD FOR AT UNDGÅ NOROVIRUS VED BUFFETEN
GÆSTEN
  • Vask hænderne grundigt, inden du går til buffet'en
  • Vask hænderne grundigt efter toiletbesøg
  • Brug tænger og skeer til at tage maden med, og sig det til køkkenet, hvis tagtingene er faldet ned i skålen
  • Hold om brødet med et klæde, når du skærer det
  • Tag en ny tallerken ved en ny portion
  • Hold dig fra buffet'en, hvis du er syg med opkast eller diarré - du smitter andre

 

I KØKKENET
  • Der skal være lange tænger og skeer i skåle og på fade. Tagting må ikke kunne falde ned i skålene
  • Der skal være et stramt klæde om brødet, som spisegæsten selv skærer
  • Når et fad er tomt skiftes hele fadet med et nyt fad og nye tagting. Man må ikke fylde ny mad op i rester
  • Det er godt at dosere maden, så det ikke er nødvendigt at genbruge madrester fra buffet dagen efter
  • Letfordærvelige madrester skal varmebehandles ved mindst 75 grader inden evt. genbrug
  • Buffet'en skal være overvåget, og der skal være procedurer for hvordan det foregår

 

GRUNDIG RENGØRING

Norovirus kan overleve i produktionsmiljøet fra få dage til flere måneder. Derfor er det vigtigt, at virksomheden gør grundigt rent, hvis personalet har haft Roskildesyge. Specielt er det vigtig at være opmærksom på toiletområder. Virksomheden bør være opmærksom på at bruge rengøringsmidler, der er effektive mod norovirus.       

SYG AF NOROVIRUS - ROSKILDESYGE? 

Hvis man er syg af norovirus er symptomerne kvalme, diarré vandig ikke-blodig, pludselig opkast, mavepine og mavekramper. Nogle får også lav feber, kuldgysninger, hovedpine og smerter i led og muskler.
Der går gerne fra 12 til 48 timer fra et menneske er smittet med norovirus, og til sygdommen bryder ud. Man er typisk syg i 24 til 60 timer.

For yderligere information kontakt:

x

Fandt du hvad du søgte – kunne du bruge siden?

Download Materiale
Vejledninger i at undgå norovirus

Log ind

NYHEDSBREV
HOLD DIG OPDATERET MED NYHEDER FRA HORESTA

Venligst accepter betingelserne