I løbet af sommeren vil vi i HORESTA sætte fokus på de virksomheder, der stadig kæmper med konsekvenserne af krisen. Og hvor en omsætning på ’normalt niveau’ har lange udsigter. 

Den 18. maj måtte restauranterhvervet genåbne med siddende gæster. Restriktionerne fra myndighederne blev 1 meter mellem gæsterne og minimum 2 kvm. pr. gæst. Siden har der dog været stille om disse krav. Flemming Christophersen, direktør og medejer af Pincho Nation, efterlyser en plan fra regeringen, for kravene står nemlig i vejen for mange spisende gæster hver eneste dag i kædens to restauranter.

Normalt er der plads til ca. 150 siddende i restauranten Pincho Nation i Fiolstræde i hjertet af København. På grund af regeringens restriktioner med afstands- og kvadratmeterkrav har virksomheden været nødsaget til at fjerne mange stole. Og det har en enorm betydning for restauratøren.

”Vi oplever faktisk en efterspørgsel fra gæster og at drive restaurant er en marginalsport. Her tjener vi penge på den sidste stol – ikke den første. Vores koncept afhænger af at få mange gæster igennem, og derfor bliver vi ramt ekstrahårdt af disse restriktioner, som fjerner en stor del af vores forretningsgrundlag,” siger direktør og medejer af Pincho Nation, Flemming Christophersen.

Han understreger, at løsningen ikke blot er at finde nogle større lokaler, da det jo også medfører tilsvarende større udgifter.

”Vi ønsker at tjene vores egne penge, men det bliver vi begrænset i lige nu. Vi kan ikke planlægge vores drift og strategi fremadrettet, hvis der ikke kommer nogle udmeldinger om restriktionerne,” siger Flemming Christophersen, og fortsætter:

”Det kan jo sagtens lade sig gøre at fremlægge en plan med forbehold. Den 8. juli blev forsamlingsforbuddet til 100 personer, og det fordobles den 8. august. Det er til at forholde sig til. Men når det kommer til afstands- og kvadratmeterkrav er der ingen, der ved, om det løber året ud, om det er kommet for at blive, eller om det ophæves i morgen. Det er ekstremt frustrerende. Der har regeringens indsigt i os virksomhedsdrivendes virkelighed været komplet håbløs under hele genåbningen,” lyder det afsluttende fra Pincho Nation-restauratøren.

Fremadrettet krydser han fingre for, at ønsket om en langsigtet plan er noget, som regeringen tager til sig.

For yderligere information kontakt:

Phillip.jpg
Kommunikationsrådgiver
Philip Brønnum Olesen

Log ind

NYHEDSBREV
HOLD DIG OPDATERET MED NYHEDER FRA HORESTA

Venligst accepter betingelserne