I løbet af sommeren vil vi i HORESTA sætte fokus på de virksomheder, der stadig kæmper med konsekvenserne af krisen. Og hvor en omsætning på ’normalt niveau’ har lange udsigter. 

Peter Emil Nielsen er stifter og direktør i restaurantkæden Palæo. Krisen ramte, da virksomheden stod foran en ny åbning på Fisketorvet. Han ser tilbage på en hektisk periode, hvor særligt ansøgningerne om kompensation har været under al kritik.

Restaurantkæden Palæo har igen rundet indeks 50, når virksomheden sammenligner med sidste år. Men virksomheden mangler stadig turisterne, samt at danskerne ikke går ud i samme omfang som tidligere. De bruger ikke biograferne, fitnesscentrene og indkøbscentrene på samme måde, og det rammer virksomheden, der er repræsenteret i blandt andet Torvehallerne, Field’s, Frederiksberg Centret og Illum. Dog er hver uge et skridt i den rigtige retning, fortæller Peter Emil Nielsen.

Krisen og de efterfølgende konsekvenser har været markante i Palæo. Ikke kun på grund af pandemien, men også grundet Erhvervsstyrelsens håndtering af virksomhedens kompensationsansøgninger. Fem fuldstændig ens ansøgninger resulterede nemlig i fem forskellige tilbagemeldinger. Den situation blev ikke mindre absurd af, at sagsbehandleren i fire af tilfældene var den samme.

”På et tidspunkt lige efter genåbningen af restauranterhvervet står vi med en virksomhed i indeks 18, sammenlignet med sidste år. Det sætter en alvorlig bremse i mange nye, spændende tiltag og derved udviklingen og driften af virksomheden. Desværre bliver det kombineret med en komplet ulogisk håndtering af vores ansøgninger om kompensation, hvilket er uacceptabelt. Det skal tilføjes, at jeg har forståelse for de udfordringer, som erhvervsstyrelsen har ift. rekruttering af nye ansatte. Nye ansatte, der får påtaget sig et stort ansvar, som de måske ikke helt er klædt på til, eller kvalificerede til. Dog er mange virksomheder afhængige af kompensationspakker, hvorfor de også skal behandles grundigt, korrekt og strømlinet. Vi kan dog desværre bekræfte, at det på ingen måde har været tilfældet for Palæo,” siger Peter Emil Nielsen.

Han påpeger derudover, at der har manglet sympati og indsigt i de selvstændiges virkelighed fra politisk side. Eksempelvis, stod Palæo foran en ny åbning på Fisketorvet den 4. april. Men eftersom regeringen lukkede både restauranter og storcentre i marts, var her ingen kompensation, da virksomheden ikke havde omsætning og derfor på papiret ikke lidt omsætningstab. Det betyder dog ikke, at der ikke er faste udgifter, der skal dækkes;

”Det er en naturlig del af vores strategi, at vækste og skabe arbejdspladser, betale vores skat og dermed bidrage til staten. Men pludselig står jeg med fire huslejeopkrævninger til et lokale, der ikke er bygget endnu, samt betydelige udgifter til både indretning og ansatte. Ingen af disse omkostninger bliver dækket og er et betydeligt tab for så relativ lille en virksomhed som Palæo. Igen savner jeg gennemsigtighed og støtte fra politisk side, og jeg må indrømme, jeg er uforstående over, at der ikke kan søges kompensation i sådan et tilfælde. Men vi er glade for at overleve, og vores virksomhed kommer styrket ud på den anden side. Personligt har min hverdag bestået af kaoshåndtering og micro management i fire måneder. Jeg må erkende, at jeg ser frem til, når der igen kan fokuseres på udvikling af virksomheden. Uge for uge går det heldigvis fremad, men vi er bestemt ikke ude af krisen endnu og den manglende politiske forståelse fremskynder ikke processen” siger Peter Emil Nielsen.

På trods af hele situationen er Peter Emil Nielsen tilfreds med at have beholdt alle sine medarbejdere og ikke være tvunget til afskedigelser. Det har nemlig været en tid med mange vigtige beslutninger, og han fremhæver selv valget om at skulle holde åbent eller lukket for take-away i starten af nedlukningen som en af dem. Palæo valgte at lukke alle afdelinger grundet risikoen for at udsætte medarbejdere for en virus, hvor omfanget og konsekvenserne var ukendte. En beslutning Peter Emil Nielsen i bakspejlets lys er meget tilfreds med:

”At stå med valget om, at udsætte vores personale for en ukendt virus var virkelig skræmmende, hvorfor jeg selvfølgelig er glad for, at vi lukkede ned. Vi valgte at sende alle hjem med løn og tog ingen chancer på deres bekostning. Jeg er super glad for og stolt over mine ansatte, hvorfor deres sikkerhed har min højeste prioritet. At kunne beholde samtlige og ikke skulle afskedige var samtidig utroligt vigtigt. Nu håber jeg også at kunne få lidt medvind fra politisk side, selvom der ikke er meget, der tyder på det.”

For yderligere information kontakt:

Phillip.jpg
Kommunikationsrådgiver
Philip Brønnum Olesen

Log ind

NYHEDSBREV
HOLD DIG OPDATERET MED NYHEDER FRA HORESTA

Venligst accepter betingelserne