I løbet af sommeren vil vi i HORESTA sætte fokus på de virksomheder, der stadig kæmper med konsekvenserne af krisen. Og hvor en omsætning på ’normalt niveau’ har lange udsigter. 

På Hotel Nyborg Strand mestrer man møde- og konferencedisciplinen til perfektion, men da COVID-19 ramte Danmark, blev der også sat en stopper for virksomhedens mulighed for at bringe mennesker sammen. Og så kom de ulogiske regler, fortæller hoteldirektør, Jan G. Larsen.

Mødeaktiviteten i dansk erhvervsliv kommer ikke tilbage med et trylleslag efter COVID-19. Sådan lyder konklusionen fra Jan G. Larsen, der er hoteldirektør på Hotel Nyborg Strand. Han kigger ind i en august, hvor omsætningen fra møder og konferencer end ikke udgør en tredjedel af virksomhedens lønninger, og i september når hotellet ikke halvdelen af den mødeomsætning, der oprindeligt var budgetteret med.

Krisen er bestemt ikke forbi på hotellet i midten af Danmark, og konsekvenserne af pandemien vil kunne aflæses på virksomhedens efterspørgsel længe endnu, lyder vurderingen fra direktøren.

Han ser tilbage på et forløb med en stærk politisk nedlukning og en fuldstændig uigennemskuelig genåbning.

”Maksimum 10 personer på 900 kvm. Det var den virkelighed, vi skulle forholde os til, da det politiske forsamlingsforbud var på sit højeste. Reglerne var dog ikke ens for alle. Hvis jeg satte en musiker på en scene i lokalet, så måtte vi pludselig være 450. Det var fuldstændig uigennemskueligt, og vi overvejede at udstille det ulogiske i reglerne ved lige netop at arrangere en koncert. Så kunne flere hundrede kunne komme ind for 1 kr., og kunne vi samtidig sige, at et møde med 11 personer i samme lokale ville være et brud på regeringens regler,” siger Jan G. Larsen.

I Norge snakkede man allerede i april om at løfte forsamlingsforbuddet, hvis deltagerne var sporbare. Noget Hotel Nyborg Strand sagtens kunne tilbyde rammerne for i forbindelse med deres arrangementer. Den idé så han gerne, at de danske myndigheder havde fået øjnene op for tidligere.

Hoteldirektøren mener, at hele genåbningen var karakteriseret ved politiske beslutninger i 11. time uden nogen form for risikovurdering.

”Vi efterlyste svar gennem hele processen, og vi gør det på nogle punkter stadigvæk. Der var ingen rød tråd, når en biograf kunne fyldes med afstandskrav, men en konferencesal med biografopstilling af stolene ikke måtte. Det betød, at vi havnede i en situation, hvor vi havde svært ved at sætte potentielle gæster ind i de gældende regler, da reglerne var umulige at forklare,” lyder det.

Han savner forståelse fra politisk side for virksomhedernes virkelighed både under nedlukningen og efterfølgende. For eksempel er det ikke meldt ud, hvornår regeringen vil genvurdere restriktioner vedrørende afstandskrav og forsamlingsforbud.

”I efteråret har jeg arrangementer for både 700 og 1.100 personer. Må vi gennemføre dem? I dag er forsamlingsforbuddet 500, og vores kunder kigger jo på deres afbestillingsfrister, som gør, at de skal tage en beslutning om gennemførsel senest tre måneder inden afvikling. Vi savner en politisk plan at navigere efter. I stedet er det politiske fokus på at afskaffe hjælpepakker, mens virksomhederne stadig er underlagt krav, der har direkte indflydelse på vores muligheder for at skabe omsætning,” fortæller Jan G. Larsen afsluttende.

 

 

 

For yderligere information kontakt:

Phillip.jpg
Kommunikationsrådgiver
Philip Brønnum Olesen

Log ind

NYHEDSBREV
HOLD DIG OPDATERET MED NYHEDER FRA HORESTA

Venligst accepter betingelserne