Horesta

 

Krav til indretning

Ved nyindretning af virksomheden og ved ansøgning om autorisation skal fødevareregionen have en plantegning over restauranten med en beskrivelse af, hvilke aktiviteter og hvad slags produktion af mad, som skal være i virksomheden. Virksomheden vil efter aftale med fødevareregionen efterfølgende blive godkendt ved tilsyn, inden driften iværksættes.

Tegningerne skal dække alle de lokaler, du bruger i din virksomhed. Tegningen skal vise, hvordan lokalerne ligger i forhold til hinanden. Du må gerne lave tegningen selv.

Du skal også skrive på tegningen, hvor de forskellige maskiner og udstyr står. Hvis det ikke kan være på tegningen, kan du skrive det ved siden af.
Det kan f.eks. være placering af
· Røremaskine
· Vask
· Ovn
· Udsugning
· Transportbånd

Retningslinier
Din virksomhed skal indrettes, så den er let at gøre ren og så der er plads nok. Lokalerne skal passe til varerne – både med hensyn til opbevaring, transport og en eventuel produktion.

Du skal have plads nok til at opbevare varerne – både i køleskabe, montrer, kølerum og lagerplads. Og plads til f.eks. affald, rengøringsmidler og ny emballage.

Gulve og vægge skal være hele og glatte og kunne tåle at gøres rene med vand og sæbe. Borde og hylder skal også være glatte og kunne tåle vand. Også lofterne skal være glatte, så de kan tørres af. Lofter i fremstillingslokaler skal kunne tåle vask med vand og sæbe.

Lokalerne skal indrettes, så der ikke kan samle sig snavs og kondens i krogene.

Din udsugning skal nemt kunne gøres ren.

Dine maskiner skal også nemt kunne gøres rene – også rundt om dem.

Der må ikke være utætheder ved døre, vinduer, ventilation eller afløb, så skadedyr som mus, rotter og insekter kan komme ind.

Din virksomhed skal have et sted, hvor personalet hænger sit tøj og har plads til at holde pause. Der skal også være et personaletoilet, som skal have håndvaske med varmt vand, sæbe og engangshåndklæder.

Der skal altid være mindst en håndvask i køkkenet, som kun må bruges til at vaske hænder i. Hvis dit køkken er stort, skal du måske have mere end en håndvask. Og det kan også være nødvendigt med en håndvask i kundeområdet, så du og dit personale løbende kan vaske hænder. Alle håndvaske skal have varmt vand, sæbe og engangshåndklæder.

Udover håndvaske skal virksomheden have et passende antal vaske til at rense fødevarer og ordne udstyr og redskaber i. Du kan have en vask til at skylle af i og en anden vask til at vaske op i. Eller du kan have en vask til at skylle af i og så vaske op i en opvaskemaskine, hvor vandet er varmt nok. 

Du skal også have en vask til at rense grøntsager i. Og hvis du selv ordner hele kyllinger, kalkuner, ænder og andet kød, skal du også have en vask til det.

Restauranter kan overveje at bruge den samme vask til flere ting, hvis den bliver gjort grundigt rent mellem hver aktivitet. Du skal så have faste procedurer for, hvilken rækkefølge du gør de forskellige ting, og hvornår og hvordan vasken skal gøres ren. Procedurerne skal være beskrevet i dit egenkontrolprogram.

Alle håndvaske og vaske skal være tilsluttet kloaknettet.

Der skal være et forrum, hvor døren lukker af sig selv.

Kunderne må ikke kunne komme i de områder, hvor du laver mad.

Der skal være plads nok i serveringslokalerne, så kunderne kan komme rundt ved buffeten.

Du skal også have plads til at opbevare ny emballage indtil det skal bruges – f.eks. sammenfoldede æsker, poser og folie. Emballagen skal opbevares, så den ikke bliver støvet eller snavset.

 

 

login  



Få et login/password >Har du glemt dit password? >

Nyhedsbrev

Tilmeld dig HORESTAs nyhedsbrev og hold dig opdateret på branchenyt, lovgivning, arbejdsret, fødevarer og miljø
Tilmeld nyhedsbrev >