Horesta

 

Nyheder

Amerikanske hoteller ændrer skilt efter hotelskyderi

12. jan 2018

Efter skyderiet fra et hotelværelse i 2017 i Las Vegas har flere amerikanske hoteller ændret teksten på skiltet “Vil Ikke forstyrres.” Også danske hoteller er opmærksomme på problematikken.

Værelsesskilte på flere Disney-hoteller i Orlando i Florida med teksten “Do Not Disturb” (vil ikke forstyrres, red.) er derfor nu ændret for at signalere, at hotelpersonalet når som helst kan komme ind på værelserne. I stedet står der nu på skiltene “Room Occupied,” oplyser Disney til CNN. Disneys ændrede praksis betyder blandt andet, at rengøringspersonale dagligt skal gå ind på hotelværelserne – selv om gæsten har sat skiltet Forstyr Ikke på døren.

Hilton har også indført ny politik om, at for eksempel rengøringspersonalet skal underrette hotellets vagthavende sikkerhedschef, hvis Forstyr Ikke-skiltet har været på værelsesdøren i mindst 24 timer.

I Danmark holder hoteller øje med, om gæster over længere tid har Forstyr Ikke-skiltet på værelsesdøre, siger formand for bestyrelsen i HORESTA, Jens Zimmer Christensen, til standby.dk:

”Det har altid været god politik på hotellerne at holde øje med, hvis Forstyr Ikke-skiltet har hængt længe på værelsesdøren. Det kan altid diskuteres, hvor længe skiltet skal hænge på døren, før man forstyrrer gæsten. Men det kan gøres, hvis personalet er bekymret for, om gæsten er syg eller bare ikke har det godt. Omvendt kan gæsten jo have glemt at fjerne skiltet, når gæsten forlod værelset,” siger Jens Zimmer Christensen.

 

Kommentarer