Horesta

 

Nyheder

HORESTA: Det bliver lettere at være ung restauratør

19. jun 2017

Unge restauratører får det lettere med den nye restaurationslov, som træder i kraft 1. juli. Herefter kan de søge alkoholbevilling som 18-årige, hvis de har en uddannelse inden for faget, mens de skal være 21 år for at søge om bevilling uden en relevant uddannelse.

Frem til ændringen 1. juli er alderskravet 25 og 23 år som uudannet og faglært, og HORESTA hilser ændringerne velkomne. Ifølge politisk direktør Kirsten Munch er karrierevejen i restaurationsbranchen nemlig ofte at få foden under eget bord.

”Vi har fået ændret kravene fra 25 til 21 år, så der bliver stadig stillet krav om, at du skal være 21 år, hvis du ikke har en uddannelse indenfor erhvervet. Ændringen er fornuftig, for vi har mange i branchen, som på trods af en ung alder kan have meget erfaring med fuldtidsarbejde på restaurationer, og man kan få en uddannelse allerede efter folkeskolen. Man udvikler en karriere ved at få fod under eget bord”, forklarer Kirsten Munch.

Den ny restaurationslov sætter også en økonomisk sagkynding ind i bevillingsnævnene, som kan stille skarpere spørgsmål til ansøgernes forretningsplaner og dermed sortere useriøse ansøgere fra. Kirsten Munch og HORESTA havde gerne set en digitalisering af ansøgningsprocesserne og nemmere adgang for restauratører, som allerede har en bevilling.

 

Kommentarer