06. feb 2012Thomas Herman forlader stillingen som køkkenchef på restaurant Nimb Herman, og hans efterfølger bliver Allan Poulsen fra Henne Kirkeby Kro.
I sin tid på Henne Kirkeby Kro - som han var med til at relancere - har Allan Poulsen skaffet kroen topanmeldelser i alle betydningsfulde medier, og han er bredt respekteret som en talentfuld, begavet og ambitiøs topkok.
Således er der lagt op til en videreførelse af Nimb Hermans ekstremt høje kvalitetsniveau, formodentlig med en mere moderne vinkel, eftersom Poulsen tilhører en yngre generation end Thomas Herman og er kendt for et vist gastronomisk vovemod.
Poulsen overtager chefposten til april, på restauranten der skal hedde Nimb Louise, opkaldt efter Louise Nimb, som Nimb komplekset er opkaldt efter.
Nimb Herman skifter navn til Nimb Louise - efter Nimbs grundlægger - når Thomas Herman forlader restauranten.
Thomas Herman har valgt at trække sig fra Nimb for at påbegynde et nyt projekt samt arbejde med nye kogebøger og mere tv. Næste gang, man ser ham, er som dommer i anden runde af Masterchef, som bliver sendt senere på året.