Horesta

 

Nyheder

Positive og negative elementer i Airbnb-udspil

Meninger10. okt 2017

HORESTAs adm. direktør, Katia K. Østergaard, kommenterede i går regeringens nye udspil om deleøkonomi over for de fleste landsdækkende medier – heriblandt Radioavisen, TV2/News, TV2/Nyhederne og TV-Avisen.

Til TV-Avisen sagde hun:

”Helt overordnet er det jo positivt. For os har det været det vigtigste været at få mere kontrol med Airbnb-udlejernes indtægter, og at man som platform, og professionel virksomhed, får pligt til at skulle indberette til SKAT”.

HORESTA ser det blandt andet som en stor politisk sejr, at der bliver indført helt nye regler for beskatningen af Airbnb-udlejningen. I dag er bundfradraget afhængigt af boligens værdi, og det betyder, at en dyr bolig kan udlejes skattefrit for både 70.000 og 80.000 kroner om året. Efter de nye regler bliver bundfradraget ens for alle, nemlig 36.000 kroner. Men vel at mærke kun, hvis man udlejer gennem en tjeneste, der indberetter udlejernes indtægter til SKAT. Hvis man ikke gør det, er bundfradraget 0 kroner.

Indslaget i TV2/Nyhederne handlede i højere grad om den nye regel, der giver mulighed for at udleje en bolig i minimum 90 dage. Det tog HORESTA klart afstand fra i løbet af dagen i går.

”Vi synes der skal være en naturlig grænse for, hvornår noget går hen og bliver erhvervsmæssig og kommerciel udlejning. 90 dage er meget højt. Det er 50 procent mere, end det maksimum man har sat i Amsterdam”, sagde Katia K. Østergaard til TV2/Nyhederne.

 

Kommentarer