Horesta

 

Nyheder

Flere uddanner sig til kokke og tjenere

Branchenyt14. jul 2017

En ny opgørelse fra HORESTA viser, at flere unge mennesker stiler mod et svendebrev indenfor kokke- og tjeneruddannelsen. Branchen kan dog sagtens bruge endnu flere nye medarbejdere, lyder det fra HORESTAs uddannelseschef.

I 2016 var der 867 elever, der tog svendeprøven til kok eller tjener. I år forventer man at sende 912 elever til svendeprøve. Det er en stigning på 202 faglærte kokke og tjenere siden 2012 – dvs. en flot fremgang på godt og vel 28 pct.

”Det er rigtig gode nyheder, at flere gennemfører vores uddannelser. Hotel- og restauranterhvervet er nemlig i vækst, og vores virksomheder kalder på endnu flere kvalificerede og motiverede medarbejdere, så den positive udvikling i branchen kan fortsætte. For selvom der er flere der gennemfører uddannelserne, så hører vi stadig, at rekruttering og adgangen til arbejdskraft er branchens største udfordring,” siger Marianne Kragh, der er uddannelseschef i HORESTA.

En HORESTA-undersøgelse viste tidligere i år, at hver anden virksomhed i branchen havde haft problemer med at besætte en stilling det seneste år, og det var særligt stillinger som serverings- og køkkenpersonale, der gav hotellerne og restauranterne udfordringer. 5,2 pct. havde reduceret åbningstiden, og 9,9 pct. havde sagt nej til ordre på grund af manglende personale.

Marianne Kragh tilføjer således, at de nye elever er særdeles eftertragtede:

”Virksomhederne står i kø for at ansætte elever, og efter uddannelsen er gennemført, har man som kok og tjener et hav af muligheder. Branchen er velegnet til både dem, der vil arbejde sig hurtigt op i hierarkiet i en etableret virksomhed, og for dem der gerne vil starte for sig selv. Og så giver kokke- og tjenerfagene en rigtig god mulighed for at prøve kræfter med at arbejde i udlandet, hvis de skulle have lyst til det,” fortæller Marianne Kragh.

 

For yderligere information kontakt:

Marianne Kragh

Uddannelseschef, 
Politisk afdeling
Tlf.: +45 35 24 80 80kragh@horesta.dk

medarbejder_HORESTA

Kommentarer