Horesta

 

Nyheder

Blog: Manglende hænder er trussel mod fortsat vækst

Branchenyt20. mar 2017

Af Katia K. Østergaard, Adm. direktør, HORESTA

På bare otte år har hotel- og restauranterhvervet skabt 18.000 nye job. Det har gjort os til danske mestre i jobskabelse, og intet tyder på, at kurven er på vej til at knække. Tværtimod. Både danskere og udenlandske turister på dansk grund bruger flere penge end nogensinde på at rejse og gå ud at spise.

Faktisk er den største trussel mod fremtidig vækst i erhvervet lige nu, at vi mangler hænder og hoveder. Sådan har det været i større eller mindre grad i nogle år, og med færre danskere i den erhvervsaktive alder, kan det i de kommende år blive svært for vores erhverv at skaffe tjenere, kokke, receptionister. Dermed får vores erhverv svært ved at levere det samme bidrag til finansiering af det danske velfærdssamfund, som vi gør i dag, hvor vi årligt leverer næsten 40 milliarder kroner til de offentlige kasser.

Da vi i HORESTA for halvandet år siden målte temperaturen på arbejdskraftsituationen i vores erhverv, kunne hver tiende af vores medlemsvirksomheder fortælle, at de havde måttet takke nej til ordrer på grund af manglende arbejdskraft. Det er et alvorligt faresignal, og intet tyder på, at det er blevet bedre.

Derfor er det afgørende, at landets politikere fortsat er parate til at åbne døren til det danske arbejdsmarked for arbejdskraft fra udlandet.

I vores erhverv har hver fjerde medarbejder i dag international baggrund og næsten hver femte kommer fra ikke-vestlige lande. Alle prognoser siger, at konkurrencen om arbejdskraft i EU bliver voldsomt intensiveret de kommende år, fordi alle lande – også de østeuropæiske – får færre erhvervsaktive. Derfor er det vigtigt med fokus på, hvordan vi fremover tiltrækker arbejdskraft fra ikke EU-lande.

På den baggrund er det problematisk, at Dansk Folkeparti netop har fremsat et forslag om at hæve indtægtsgrænsen i den såkaldte beløbsordning fra 400.000 til 500.000 kroner. Det betyder i praksis, at arbejdskraft fra ikke EU-lande skal have garanti for en månedsløn på 42.000 kroner frem for de aktuelle 33.000 kroner for at få opholdstilladelse her i landet. Forslaget kommer i forlængelse af, at et flertal i Folketinget afskaffede Green Card-ordningen.

Det er vigtigt at være opmærksom på, hvad disse beslutninger har af konsekvenser for erhvervslivet. Ikke mindst erhvervslivets muligheder for at skabe vækst og dermed bidrage til den fælles kasse.

Samtidig er det afgørende i den aktuelle debat om udlændinge, at vi får skilt tingene ad. Der er enorm forskel på import af arbejdskraft, der er her i en periode og bidrager til samfundet, og de indvandrings- og integrationsproblemer vi i øvrigt har.

Tidspunktet er kommet, hvor der er brug for aktiv handling fra de partier, som ofte taler om at åbne døren for de udlændinge, der kan og vil.

 

Kommentarer