Horesta

 

Nyheder

Hotellerne satte overnatningsrekord i januar

Branchenyt09. mar 2017

Danmarks Statistik har præsenteret hotellernes overnatningstal for januar 2017, og de viser en fremgang sammenlignet med første måned af 2016.

Med næsten 824.000 hotelovernatninger har 7,5 pct. flere gæster lagt hovedet på puden sammenlignet med januar i 2016. Og det er rekord.

Region Hovedstaden står for over halvdelen af landets hotelovernatninger i januar, men den største procentvise fremgang er registreret i Region Midtjylland. Her har været 13,4 pct. flere overnatninger i januar sammenlignet med 2016, hvilket overgår Region Nordjylland, som oplevede en stigning på 13,1 pct.

Overnatningsfremgangen hos de danske hoteller skyldes blandt andet, at flere hollændere, belgiere og tyskere har taget hul på 2017 med et besøg på de danske overnatningssteder. Danmark har oplevet en vækst på 24,8 pct. fra Belgien, 14,6 pct. fra Holland og 16,2 pct. fra Tyskland. Hertil kom en flot fremgang fra det kinesiske marked på hele 28,7 pct.

”Januar er ofte en svær måned for hotellerne efter en travl julemåned, men heldigvis er overnatningstallene glædelig læsning for erhvervet. Fremgangen er et tegn på, at turisterne også søger mod Danmark uden for højsæsonen, og det glæder os, at vi ser en vækst på tværs af mange forskellige vigtige markeder,” siger Jens Zimmer Christensen, der er formand for HORESTA.

Tallene viser desuden, at det er både ferie- og forretningsrejsesegmenterne, der er i vækst. Ferierejsende har stået for 9,3 pct. flere overnatninger sammenlignet med sidste år, og hos de forretningsrejsende er samme tal vokset med 7,9 pct.

Desuden har været en flot fremgang, når man kigger på både danske og udenlandske overnatninger. 7,2 pct. flere danske overnatninger blev det til, men udlændingene sov 8,0 pct. flere gange på hotellerne i januar end i 2016.

 

Kommentarer