Horesta

 

Nyheder

Ny taxalov er lig med nye muligheder for branchen

Branchenyt10. feb 2017

Et politisk flertal er nået til enighed om en ny taxalov som liberaliserer markedet, således at der ikke længere er geografiske forpligtelser for, at taxaer skal være tilgængelige. Dog kan kommuner sikre kørsel i for eksempel yderområder med økonomisk støtte. Desuden får hoteller og andre bedre mulighed for at tilbyde kunderne transport i limousine, som har været et ønske for HORESTA.

HORESTA mener, at det kan øge servicen fra branchens virksomheder til kunderne.

”Den nye aftale styrker konkurrencen på taxamarkedet, og det kan i sidste ende betyde, at kørselsmulighederne for kunderne øges. Det glæder os, at man nu har fundet en model, hvor man tænker på tværs af kommunegrænserne, og stadig sikrer kommunerne muligheden for at yde økonomisk støtte til taxaudbydere i yderområderne”, siger Kirsten Munch, politisk direktør i HORESTA.

Kirsten Munch tilføjer også, at der er særligt er et punkt fra den nye taxalovgivning, som HORESTA gerne ser indført på området for privat boligudlejning:

”Den nye taxalov sikrer et nyt og bedre grundlag for skattekontrol af kørslen fra platformsøkonomiske tjenester, og man sikrer, at der betales skat af kørslen. Vi ser meget gerne et lignende tiltag på området for privat overnatningsudlejning, hvor dette er et stort problem”, siger Kirsten Munch.

 

Kommentarer