Horesta

 

Nyheder

KatiaogBrian_a

Turismen til debat i Turisternes Hus

Branchenyt10. jun 2014

Torsdag blev Folkemødet på Bornholm skudt i gang, hvor hele dansk turisme var repræsenteret i Turisternes Hus.

Her satter HORESTA - i samarbejde med en lang række repræsentanter for turisterhvervet - turismen til debat i Turisternes Hus på Cirkuspladsen i Allinge. 

Det første arrangement i Turisternes Hus blev afholdt torsdag aften, hvor turismens organisationer satte sig sammen for at diskutere, hvordan vi får flere turister til landet og får større del af den internationale turismevækst. 

I debatten, der varede fra 17.30-19, deltog bl.a. turismeordfører Hans Christian Thoning (V), erhvervsordfører Brian Mikkelsen (K), erhvervsordfører Benny Engelbrecht (S) samt Katia K. Østergaard, HORESTAs adm. direktør. 

125 års jubilæum
Efterfølgende var der reception i Turisternes Hus i anledningen af turismens 125års jubilæum. Isam B fra Outlandish kom forbi for at synge sin version af "I Danmark er jeg født".

Nedenfor kan du læse mere om aktiviteterne i Turisternes Hus:

Debat fredag d. 13. juni kl. 12-13: Grundtvig, kartofler og mer´ turisme
Kom og smag, se og oplev, hvordan det kloge værtskab kræver både holdning, faglighed, viden og kompetencer. Kokkeelever fra Hotel- og Restaurantskolen vil vise, hvordan de gennem deres faglighed udfolder det kloge værtskab. Arrangementet byder derudover på debat og oplæg fra politikere og organisationer om, hvordan vi i Danmark kan forbedre vort værtskab, madoplevelser og dermed baner vejen for fremtidens turisme.

Debat fredag d. 13. juni kl. 14.30-15.30: Turisterne kræver oplevelser i naturen
Naturen er en dominerende attraktion for kystturismen i Danmark. Men er det nok? Turisterne kræver flere faciliteter og aktivitetsmuligheder i naturen, specielt ved stranden. Derfor vil en vækst i turismen kræve, at vi bruger naturen bedre - men hvor går grænsen mellem benyttelse og beskyttelse? Fra forskning til handling i dansk turisme – viden i aktion

Debat lørdag d. 14. juni kl. 11.30-13.00: Fra forskning til handling i dansk turisme
Vi afliver myten om afstanden mellem forskning og praksis i dansk turisme og viser, hvordan forskningen kan aktiveres til fordel for dansk turisme. Viden er en vigtig drivkraft for forandring og forskning er mere vigtig end nogensinde i en situation, hvor dansk turisme er udfordret på flere fronter. Turisternes Hus inviterer til en samtale mellem forskere, erhverv og politikere om forskningens rolle i dansk turisme.

Se det fulde program på Folkemødet.

Bag Turisternes Hus står foruden HORESTA
Campingrådet, Videnscenter for Kystturisme, Danhostel, Danmarks Rejsebureau Forening, Danske Restauranter og Cafeer, Dansk Erhverv, Dansk Industri, Dansk Turismefremme, Destination Bornholm, Feriehusudlejernes Brancheforening, Foreningen af Forlystelsesparker i Danmark, Inspiring Denmark, Midtjysk Turisme, TrygFonden Kystlivredning Turismeforskerne i Danmark, VisitDenmark, VisitNordjylland og Østdansk Turisme. 

Billedtekst: HORESTAs adm. direktør, Katia K. Østergaard, i debat med Brian Mikkelsen (K). 

 

 

Kommentarer