Horesta

 

Nyheder

Mette er Danmarks bedste kok

Video26. feb 2011

Mette Hvarre Gassner fra Restaurant Ti Trin Ned i Fredericia har vundet titlen som Danmarks bedste kok.

Det skete i en live-transmitteret finale af Årets Kok 2011 lørdag den 26. februar på DR1 fra Bella Center. Her gik sølvmedaljen til Michael Pedersen fra Restaurant Villa Vest i Hjørring, mens Mikkel Marschall fra Formel B i København tog bronzemedaljen.

Det er HORESTA og 3F, der står bag konkurrencen, som i år fejrede 20 års jubilæum.

De fem finalister havde hver syv timer til at præstere en tre-retters menu til otte couverter ud fra en råvarekurv, hvor hovedingredienserne bl.a. bestod af kalvemørbrad, grisekæber, kalvebrisler, havtaske og østers. Herudover var alt fra tyttebær til markchampignon, fennikel, jordskokker, mandellikør og polynesisk vanilje til rådighed.

Foruden tilberedelsen af de tre retter fik årets finalister en lille ekstra opgave midt i programmet. 25 minutter til at kreere en mundfrisker til de seks dommere ud fra en såkaldt ”mystery box”, der bestod af jomfruhummer, kammusling, citron, lime, granatæble, dild og purløg.

Det var verdens bedste kok og Årets Kok i 2003, Rasmus Kofoed, der overrakte guldet til Mette Hvarre Gassner. Det var i øvrigt 4. gang, Mette stillede op i konkurrencen.

I Dommerpanelet sad udover Rasmus Kofoed, Thomas Rode Andersen, Adam Price, Bo Jacobsen, Per Hallundbæk og Betina Repstock.

4. pladsen gik til Jacob Spolum fra Munkebo Kro i Munkebo og 5. pladsen til Claus Jørgensen fra Restaurant Ti Trin Ned i Fredericia.

Årets vindermenu
Forret: Pocheret havtaske med havskum, porre med estragonsmør og persille-kartofler, syrlige æbler med foie gras creme, emulsion af urteolie.
Hovedret: Øko-kalv i egen fars, sauce med røgede svinekæber og brisler, svampecreme og røgede selleri samt sur tyttebær, grønne nødder og forkullede kartofler, jordskokker med pastinakcreme.
Dessert: Karameliseret pære og krystaliseret bitter chokolade, sprøde elementer af saltede mandelkiks og marengs.

 

Kommentarer