Horesta

 

I en regn af konfetti

Oprettet: tirsdag, marts 29, 2011

 

Da Årets Kok 2011 blev tv-transmitteret direkte fra Bella Center, var det for HORESTA den foreløbige kulmination på 20 års hårdt arbejde med at skabe synlighed om dansk gastronomi gennem konkurrencer.

Dagen efter tv-transmissionen fejrede vi Årets Tjener, og selv om denne dyst ikke tiltrak sig samme opmærksomhed som kokkefinalen, var det tydeligt, at tv’s fokus på kokkene lørdag smittede af på interessen for tjenernes danmarksmesterskab.

Årets Kok 2011, Mette Hvarre Gassner, udviste jysk ro og sindighed, da hun blev hyldet i en regn af konfetti for øjnene af 1,1 millioner seere, jublende tilskuere, tv-værten Jens Blauenfeldt og verdens bedste kok. Det var næsten som om, at opmærksomheden var lidt for meget af det gode. Men ingen tvivl om, at hun indvendigt boblede af stolthed og glæde over endelig at have nået sit mål.

Helt samme glæde er svær at finde lige nu på landets restauranter, som kæmper med røde tal på bundlinjerne. Der er i praksis langt fra konfetti på tv til daglig drift.

Ikke desto mindre skaber konkurrencerne positiv opmærksomhed om et erhverv, der med jævne mellemrum bliver fremstillet som om, det er domineret af skattefuskere og hygiejne-ignoranter.

At vise det ypperste, erhvervet kan præstere, og at formidle de bedste gastronomi-håndværkeres glæde og genialitet, kan skabe afgørende modvægt til overskrifter, som den uprofessionelle del af branchen alt for ofte gør sig skyldig i.

Årets Kok og Årets Tjener styrker danskernes interesse for - og lyst til - at ofre nogle penge på gastronomisk selvforkælelse. Det er afgørende i denne svære tid. Om Danmarks Radio vil gentage succesen til næste år, er uafklaret. Men selv hvis det ikke sker, har vi med dette års transmission fået skabt yderligere respekt om det danske restauranterhverv. En respekt, der kommer alle i erhvervet til gode.

Katia K. Østergaard
adm. direktør
HORESTA

 

Tilføj din kommentar

 

 

 

 

Kommentarer

Arkiv