Et erhverv der løfter og samler
Oprettet: søndag, oktober 24, 2010
Hotel-, restaurant-, catering- og turisterhvervet bidrager årligt med et tocifret milliardbeløb til de offentlige kasser. Vi beskæftiger over 100.000 medarbejdere, og vores gæster skaber betydelig omsætning for andre erhverv - heriblandt detailhandlen og transportbranchen.
Men vores betydning for det omgivende samfund rækker længere end det. Vi er som erhverv udstillingsvindue i forhold til resten af verden, og undersøgelser viser, at udlændinges indtryk af Danmark er langt mere positivt, når de har besøgt landet.
Det kan industri og andre eksporterhverv bruge som grundlag for at knytte kontakter til kunder i udlandet. Tilsvarende kan et stærkt og konkurrencedygtigt turisterhverv skabe grobund for internationale konferencer, som bidrager til at styrke Danmark som vidensamfund.
Relationerne fra restauranterhvervet til resten af samfundet er også betydelig. Vores bedste kokke trækker tusindvis af gæster til landet med deres evner til at udvikle og skabe det unikke. Disse kokke og restauranterhvervet i øvrigt bidrager til udviklingen af hele fødevaresektoren, der får et løft på eksportmarkederne, fordi dansk kød, mælk og ost forbindes med dansk gastronomis høje niveau.
Også kantine- og cateringsektoren har afgørende betydning. Flere og flere danskere indtager deres måltider væk fra hjemmet, og her bidrager sektoren med ’know how’ og produktudvikling til at sikre sunde og velsmagende måltider til hundredtusindvis af mennesker hver eneste dag. På arbejdspladser, skoler, hospitaler, i daginstitutioner osv.
Hotel-, restaurant-, catering- og turisterhvervets betydning for og relation til både den private og den offentlige sektor er uvurderlig. Men måske ikke altid lige synlig.
Derfor er der behov for, at relationerne mellem vort erhverv og resten af samfundet udnyttes i langt højere grad til fælles bedste. Det forudsætter dog, vi bliver bedre til at synliggøre vores rolle og vores betydning.
Desværre har vi som erhverv ikke gjort nok for at skabe billedet af en indre sammenhængskraft. Vi er organiseret i en meget bred vifte af erhvervsorganisationer, og hver især arbejder vi politisk for de sager, som lige præcis kommer vores mere eller mindre snævre kreds af medlemmer til gode.
Det er vi nødt til at gøre op med, hvis det skal lykkes os at udnytte potentialet. Der er behov for, vi i langt højere grad taler med én og samme stemme. Der er behov for, at vi sammen sætter visioner på erhvervets udvikling og får skabt politisk forståelse for, hvad vi kan bidrage med. Der er behov for, at vi sammen hæver ambitionsniveauet. Det er på tide at lægge snævre særinteresser til side for i stedet at samle os om en fælles dagsorden.
HORESTAs bestyrelse er klar til at tage det første skridt, og det er en afgørende forudsætning for, at jeg sagde ja til tilbuddet om at blive adm. direktør. Jeg ser frem til at styrke dialogen med de øvrige aktører og kæmpe for, at vi fremover går i takt og sammen får løftet overliggeren for turisme- og oplevelseserhvervene.