09. jan 2012De fleste 16-17-årige drikker alkohol. Nogle prøver sig frem for første gang, men andre har et stort forbrug i både weekender og på hverdage.
Derfor kan det virke naivt, når 73 procent af danskerne i en ny undersøgelse fra Retail Institute Scandinavia vil begrænse de unges alkoholindtag ved at indføre forbud mod salg til de 16-17-årige.
Selvom det sker, vil de unge fortsat drikke alkohol. Ingen tvivl om det. Men forbuddet vil alligevel være et signal om, at alkohol ikke er et naturligt nydelsesmiddel for store børn, og det kan påvirke nogle til at sænke forbruget.
Når vi i HORESTA går ind i debatten, er det imidlertid ikke for at moralisere over for de unge. For os handler diskussionen om aldersgrænser først og fremmest om at skabe en sammenhængende alkoholpolitik med samme aldersgrænse for køb af alkohol i restauranterhvervet og i detailhandlen.
I dag skal man som bekendt være 18 år for at kunne købe en øl på en café eller en restaurant, men man kan altså som 16- eller 17-årig gå ned i 7-Eleven og købe alle de øl, man har lyst til. Det giver ingen mening. Skævvridningen bliver endnu mere besynderlig af, at restauratøren har forbud mod at sælge til gæster, der er berusede, fordi han er underlagt restaurationsloven. Samme grænse gælder ikke i detailhandlen.
Sundhedsminister Astrid Krag sagde i fredags til medierne, at regeringen overvejer at ændre på reglerne. Gør man det, gør man ikke alene op med en ulogisk forskel mellem restauranter og detailhandel. Man følger også reglerne i store dele af det øvrige Europa, og man følger logikken i en lovændring fra 2008, hvor Folketinget gjorde det forbudt for unge under 18 år at købe tobak.
En forhøjelse af aldersgrænsen for salg af alkohol vil med andre ord sikre en rød tråd i regeringens alkoholpolitik og imellem lovgivningen i Danmark og det øvrige Europa. Derfor vil vi opfordre Astrid Krag og den øvrige regering til at lytte til danskernes signal. Der er ingen grund til betænkningstid.
Katia K. Østergaard
adm. direktør
HORESTA