06. apr 2011Staten var tirsdag den på anklagebænken i Sø- og Handelsretten. Anklaget for ikke at satse tilstrækkeligt på turismens som væksterhverv.
Det hele var selvfølgelig blot et spil. En ny og anderledes måde at sætte turismens vækstpotentiale til debat på. Og selv om overdommer, lægdommere, anklager, forsvarer og vidner, tog præmissen seriøst, var der også plads til smil og skæve bemærkninger undervejs. Som for eksempel da anklageren, advokat Johan Løje, fortalte, at han havde overvejet at tale for en udeblivelsesdom, fordi økonomi- og erhvervsminister, Brian Mikkelsen, havde meldt afbud i sidste øjeblik.
Det undlod han dog. I stedet støttede han sig op ad sine fire vidner (heriblandt HORESTAs adm. direktør, Katia K. Østergaard), da han procederede for, at turisterhvervet har et stort vækstpotentiale, hvis blot staten investerede i det. For eksempel i form af bedre rammevilkår.
Forsvareren, advokat Klaus Ewald Madsen, påstod omvendt, at det vil være en dårlig investering for staten at satse på turisterhvervet. Han argumenterede imod at udvælge såkaldte ”pick-the-winner”-erhverv og særligt turisterhvervet, fordi værditilvæksten i erhvervet er lavere end i andre erhverv.
Det var dagens vært, præsident i Sø- og Handelsretten, Henrik Rothe, der fungerede som overdommer, og han afsluttede sagen uden at fælde en dom. Han mente med et listigt smil på læben, at der snarere var brug for en mediator.
Men de tre dommere anerkendte, at turisterhvervet har vækstproblemer, at erhvervet har ringere rammebetingelser på en række områder sammenlignet med andre erhverv, og at turisterhvervet ikke har tilstrækkelig fokus hos politikerne. De tre dommere var under deres votering også blevet enige om at anerkende staten for at have skabt et mere kommercielt og markedsføringsorienteret VisitDenmark samt regionerne for at have styrket produktudviklingen. Men de stillede spørgsmålstegn ved, om det var nok.
Den ene lægdommer, Stina Vrang Elias, sagde, at hun mente, at turisterhvervet er blevet behandlet stedmoderligt af politikerne, og ikke som et væksterhverv. Noget som erhvervet ifølge Stina Vrang Elias ellers har potentiale til at blive.
Den anden lægdommer, Flemming Borreskov, understregede, at Danmark har meget at byde turisterne på, og at der er tale om et væksterhverv.
Her kan du se en video fra retssagen: