Horesta


Nyheder

Bedre samarbejde mellem uddannelser og branchen

Branchenyt23. mar 2011

Der var tætpakket af både forventningsfulde elever og stolte forældre i elevkantinen på Hotel- og Restaurantskolen fredag eftermiddag. Anledningen var skolens første galladimission for glade afgangselever fra bl.a. kokke-, tjener- og receptionistuddannelserne.

I stedet for de traditionelle mindre eksamensafslutninger, der normalt har været spredt ud over året, har den københavnske hotel- og restaurantskole nu valgt at samle fejringen af eleverne og på behørig vis markere overgangen mellem studie og arbejdsliv.

Dimissionen er første initiativ fra skolens nye advisory board: Et rådgivende panel af repræsentanter fra hotel- og restauranterhvervet, der er gået sammen med skolen for at bygge bro over den kløft, man hidtil har følt, har været mellem branchens uddannelser og branchen selv. Målet med det nye tættere samarbejde er netop at styrke elevernes faglige stolthed, når de træder ud i arbejdslivet, og en af de måder det kan gøres på, er ved at give eleverne en dimission, der er deres uddannelsesindsats værdig.

I dette interview med Horesta.dk fortæller skolens direktør Søren Kühlwein Kristiansen og advisory board medlem Mai Kappenberger, der også er direktør for Avenue Hotel, om arbejdet med at nå denne målsætning og hvordan man fremadrettet vil forsøge at styrke kontakten mellem branchen og dens uddannelser.

En af de færdiguddannede elever, der bærer sin faglighed med særlig stolthed er tjener og sommelier Asbjørn May, der var blandt dagens talere. Han har både vundet guld ved DM for tjenerelever og det uofficielle EM, Coupe Georges Baptiste, og læser i dag Business Administration and Service Management på CBS. Mød ham her og hør hans råd til de nyudklækkede branchefolk.

 

Kommentarer