Horesta


Nyheder

Fødevareministeren besøgte HORESTA

Video07. feb 2011

Sundhed på menukortet og fødevarekontrol. Det var de to dominerende temaer, da fødevareminister Henrik Høegh besøgte HORESTA for at deltage i en rundbordssamtale med et dusin af de største medlemmer på fødevareområdet.

Målet med besøget var, at medlemmerne kunne få mulighed for at fortælle ministeren, hvordan lovgivningen på godt og ondt virker i praksis i restaurant- og catering- og kantineerhvervet. Og samtidig var det en chance for virksomhederne til at komme med forslag til ændringer.

Der var bred enighed i medlemskredsen om, at kontrol af fødevaresikkerheden er positivt. Flere sagde på mødet, at kontrollen bidrager til at hjælpe virksomhederne med at holde sig i topform. Men flere lagde samtidig eksempler på bordet, hvor der er plads til forbedringer. Det kan skyldes, at lovgivningen er alt for nidkær og bureaukratisk, eller at kontrollanter glemmer, at de også er til for at rådgive og vejlede virksomhederne. Samtidig oplever virksomhederne i dagligdagen, at der kan være meget stor forskel på, hvordan kontrollanterne tolker lovgivningen.

Henrik Høegh svarede, at man i Fødevarestyrelsen gør meget for at få en ensartet kontrol. Men det er svært, sagde han, fordi mennesker er mennesker. Men han opfordrede virksomhederne til at sende eksemplerne ind til ministeriet, som så vil se på dem. Han sagde også, at regeringen er meget åben for forslag til regelforenklinger, så hverdagen for den enkelte virksomhed kan blive mindre bureaukratisk.

På sundhedsområdet var det danskernes spisevaner, som var i fokus. Regeringen arbejder på at udvikle det såkaldte nøglehulsmærke, så det kan bruges i kantiner og på restauranter på samme måde, som det i dag bruges i butikkerne. På den måde får danskerne lettere ved at træffe det sunde valg, når de spiser ude.

Ingen af HORESTAs medlemmer vendte direkte tommelfingrene nedad for de planer. Men mange understregede, at det er hjemme ved kødgryderne, at det egentlige slag skal slås. At vi spiser meget få af vores måltider på restauranter, og at vi ikke ønsker at blive konfronteret med kalorietabeller og sundhedsanprisninger, når vi en sjælden gang går ud. Tværtimod er det vigtigt, at vi fastholder glæden ved mad og den gode smag.

Flere sagde også, at de kan sætte nok så mange sunde retter på menukortet. Det er det mindre sunde, gæsterne vælger. På kantineområdet er situationen en anden. Kantinevirksomhederne leverer en meget stor del af danskernes måltider, og derfor er det da også her, at samarbejdet om udviklingen af nøglehulsmærket er startet, og her at motivationen blandt kunderne til at have sundhed i fokus er størst.

Henrik Høegh erkendte, at han er ude og missionere på dette område.

- Jeg ved godt, at folk siger ét og gør noget andet. Men vi har sammen et ansvar for at gøre noget på dette område, sagde han og understregede, at det for virksomhederne også handler om, at der er fremtidige forretningsmuligheder i at tænke i sundhed.

 

Kommentarer