Horesta


Nu rykker svenskerne - hvornår gør vi?

Oprettet: tirsdag, november 29, 2011

 

Det er ikke så underligt, hvis de svenske restauratører har svært ved at få armene ned i øjeblikket. Fra nytår bliver momsen på restaurantmad i Sverige sænket fra 25 til 12 procent, for at sætte gang i væksten.

Desværre bliver vi i Danmark samtidig sat alvorligt tilbage i den indbyrdes konkurrence: Det bliver billigere for danskere at tage en forlænget weekend på den anden side af sundet, det bliver forholdsmæssigt dyrere for svenskerne at tage herover, og i den internationale konkurrence om de attraktive kongresser bliver vi også slået tilbage.

Og som om momsnedsættelsen i Sverige ikke var nok til at forværre konkurrencesituationen, så bliver det danske restauranterhverv i øjeblikket belastet af nye afgifter: På energi, på fedt, på chokolade, på sukker, på arbejdsskader osv. Hvis det går godt for enkelte restauranter her i landet, er det i hvert fald ikke politikernes skyld.

I Danmark er der i øjeblikket ikke skyggen af politiske vilje til at gøre op med vores enhedsmoms på 25 procent. Men det er mig ubegribeligt, at politikerne ikke vælger at tage andre redskaber i brug for at udnytte hotel-, restaurant- og turisterhvervets vækstpotentiale. Om ikke andet, så kan man jo starte med at sikre os samme vilkår som landene omkring os, når det gælder momsafløftningen.

Vi glæder os over, at erhvervslivet nu kan afløfte 50 i stedet for 25 procent af momsen på hotelovernatninger. Vi ser en klar og entydig effekt i antallet af udenlandske overnatninger.

Men der er stadigvæk lang vej op til de 100 procent på overnatninger og bespisning, som vil gøre os betydeligt skarpere i konkurrencen – særligt inden for den attraktive mødeturisme.

Erhvervet har bevist, at højere momsafløftning er vejen til vækst. Nu er det op til politikerne at tage de nødvendige beslutninger.

Katia K. Østergaard
Adm.direktør
HORESTA

 

 

 

Tilføj din kommentar

 

 

 

 

Kommentarer

  • 20-12-2011 09:48: Morten

    Ja - der er en grund til at flere og flere danskere tager på forlænget weekend, wellness ophold og sommerferie i Sverige. (Altså udover at det er et dejligt land)

  •