Horesta


Det danske eventyr i Shanghai

Oprettet: onsdag, august 18, 2010

 

Foreløbig 3 millioner besøgende på den danske pavillon på Expo 2010 i Shanghai, som annonceret af økonomi- og erhvervsminister Brian Mikkelsen, er ikke til at kimse af.

Fakta er imidlertid, at mens Den Lille Havfrue opholder sig i Shanghai på en rejse, der bl.a. er sponsoreret af Grundfos, kører dansk turisme fortsat på pumperne. Og det er fortsat uvist, om den aktuelle danske investering på 150 millioner kroner vil ændre på det faktum.

Jeg er grundlæggende enig med professor Jon Sundbo (RUC), når han på horesta.dk  forleden stiller spørgsmålstegn ved effekten på turisttilstrømningen ved at flytte Den lille Havfrue til Shanghai.

Men lad os nu alligevel iføre os ”klappe-hatten” og satse på, at vi opnår en fordobling af kinesiske gæster.

 Dette burde være en overkommelig ambition. For mens Danmark i dag har omkring halvdelen af alle udenlandske turistovernatninger i Norden, så har vi kun hver femte af de kinesiske. Helt præcist 51.656 i 2009. Det har vist noget at gøre med en visum-barriere?

Nu skal man efter en varm dansk sommer være forsigtig med at lade sig forvirre af tal og statistikker. Lad mig blot give udtryk for håbet om, at det for Danmark ender lige så godt som for Den Grimme Ælling.

Alternativet er der ikke meget eventyr over.


Jens Zimmer Christensen
formand
HORESTA

 

Tilføj din kommentar