Hvis vi skal kunne tiltrække turister til Danmark på samme niveau som vore konkurrenter gør det, er det en forudsætning, at der tænkes i bredere og større baner, dvs. flere tilbud og moderne faciliteter til turisterne.
Det kan ske ved at skabe flere egentlige ”resorts” i Danmark, som kommer hele paletten rundt med til tilbud til turisterne, og som er attraktive nok til at kunne udnytte skuldersæsonerne.
Et eksempel på dette er udviklingen af Lalandia i Billund.
Der er dog ikke kun tale om udvikling af nye resorts men også om at udbygge og forstærke de eksisterende med moderne faciliteter og flere forskellige tilbud om underholdning mv.
En forudsætning for at kunne tiltrække kapital til den nødvendige udvikling af det danske turismeprodukt er dog, at der fra stat, regioner og kommuners side skabes de fornødne rammer.
I dag bliver investorer og projekter i nogle situationer mødt med en restriktiv fortolkning af planlovens regler, særligt når der er tale om kystnære områder. Også renovering af eksisterende anlæg kan det efter erhvervets opfattelse være vanskeligt at opnå tilladelse til.
Vi har naturligvis forståelse for, at der skal fares med lempe af hensyn til naturen, særligt i områder, hvor der ikke i forvejen ligger bebyggelse. Men den restriktive linje betyder, at turismeproduktet ikke kan udvikles i takt med efterspørgslen, og de investorer, som har ”musklerne”, bliver væk.