Regeringen bør opprioritere kampen mod de administrative byrder. Det erklærede mål om at reducere omkostningerne som følge af byrderne er fornuftigt, men en forstærket indsats er påkrævet. Desuden bør man i højere grad tage udgangspunkt i de byrder, der opfattes som mest belastende i virksomhederne. Regeringen skal ligeledes i højere grad tage udgangspunkt i de små og mellemstore virksomheder (SMV’er).
I forbindelse med regelforenklingsarbejdet bør man gøre op med den forventning, at en reduktion af de administrative byrder ikke må give provenutab for staten.
Konkret oplever vores medlemmer store administrative byrder på disse områder:
Kontakt med det offentlige
Vores medlemmer oplever i en lang række situationer, at de skal i kontakt med flere forskellige offentlige myndigheder for at få løst en opgave, der for dem hænger naturligt sammen. Virksomhederne gennemgår forløb, hvor mange offentlige instanser er indblandet, hvilket kan resultere i manglende koordinering og unødvendig ventetid. Kontakten mellem det private erhvervsliv og det offentlige bør tilrettelægges, så den tager udgangspunkt i virksomhedernes behov. Forbedringer af disse forløb kan ske gennem digitalisering, regelforenkling, genbrug af data mm. Eller i bedste fald etablering af en ”one-point-of-entry”-administration for erhvervslivet.
Arbejdstilladelser
Myndighederne udsteder skattekort til udenlandsk arbejdskraft uden at sikre sig, at de pågældende personer har en arbejdstilladelse. Det giver ofte problemer for vores medlemmer, der ganske vist har pligt til at sikre sig, at nye medarbejdere har arbejdstilladelse, men meget naturligt forventer, at arbejdstilladelse er udstedt, når der er udstedt skattekort. Vi ønsker, at myndighederne skal stoppe udstedelse af skattekort til personer uden arbejdstilladelse. Det bør være en myndighedsopgave. Alternativet kunne være en attest, der garanterer arbejdsgiveren, at alle papirer er på plads.
Arbejdskraft med løntilskud
Det er meget svært at finde rundt i de ordninger, der er for arbejdskraft, som ikke er tilpasset det danske arbejdsmarked endnu. Det være sig nydanskere, men også medarbejdere, som skal i en omskoling eller jobindfasning. Dette bør koordineres og administreres mere samlet gennem en one-point-of-entry i alle – som minimum – større kommuner.
Logning af teletrafik
Hoteller, restauranter mv., der udbyder internet eller telefoni, er pålagt at logge og i visse tilfælde aflytte teletrafik. Denne opgave kan og bør alene udføres af de professionelle teleudbydere, og vi finder det uacceptabelt af sikkerhedsmæssige, praktiske og økonomiske årsager, at hoteller m.v. i denne sammenhæng defineres som teleudbydere og pålægges at logge teletrafik.